Om 24 Silkeborg

Hvad er 24 Silkeborg?

24 Silkeborg er et tværkorpsligt, årligt tilbagevendende løb over 24 timers varighed, altid i Silkeborg området. Du deltager sammen med din patrulje der kan være på mellem 3 og 7 medlemmer.

Undervejs er I mere eller mindre på egen hånd – I planlægger selv jeres rute og bestemmer jer for hvilke poster I vil gå efter.

24 Silkeborg giver masse af udfordringer og sjove oplevelser, hvad enten din patrulje er en benhård konkurrencepatrulje der jævnligt er afsted på løb, eller I mere søger en hyggelig udfordring og en god mulighed for at være sammen afsted i patruljen.

24 Silkeborg blander det digitale med det klassiske spejderarbejde

I skal bruges jeres mobiltelefoner for at navigere rundt i løbet – alt indtjek og besvarelse af poster sker online – men det betyder ikke at I bare kan sætte jer på en bænk og så ”besøge” poster derfra. Posterne er placeret rundt omkring i Silkeborg området – men der er ingen fysiske poster tilstede. Når I er ved en postplacering, tjekker I ind på posten via mobilen og ved hjælp af GPS bliver I kontrolleret og godkendt hvis I står det rigtige sted.

Pas på fangerne

Hvis det ”bare” var et spørgsmål om at nå rundt til flest mulige poster på 24 timer, er det næsten lidt for nemt! Derfor bliver fangerne sat fri 1 time efter jer. Deres mål: Fang flest mulige patruljer.
Her kan jeres evner til at gå efter kort hjælpe jer godt på vej – Meget af løbet forgår helt centralt i Silkeborg – men jo mere synlig patruljen er – f.eks. ved at gå langs de største veje – jo større er chancen for at blive spottet af et fangerhold. Så det er hele tiden en overvejelse om det måske kan betale sig at gå den lidt længere rute igennem skoven eller villakvarteret – for til gengæld at være mindre eksponeret eller have flere muligheder for flugt.

Fanget – hvad nu? Bare rolig alt håb er ikke ude – Bliver patruljen fanget kommer I i karantæne. Fangerholdet smutter videre når de har haft fat I jer – men I er blevet registreret som fanget. Når I er i karantæne, kan I ikke længere besøge eller besvare poster – dvs. I kan ikke samle point. For at komme ud af karantæne skal I opsøge en befripost hvor der skal scannes en QR kode, herefter er patruljen fri igen og kan forsætte løbet. Der er ingen grænse for hvor mange gange I kan blive fanget, det koster jeg blot nogle point og ikke mindst tid på at blive befriet fremfor at samle poster.

Fangerne kan med en forsinkelse se patruljernes placering på et kort – så det er med ikke at blive hængende alt for længe i samme område.

Eksempel på kort med poster fra et tidligere år. Gul angiver ubemandedeposter, grøn er bemandede og lilla er befri stationer, som er en af dem der skal besøges hvis patruljen fanges

Poster

Antallet af poster og selvfølgelig deres placering og indhold, variere fra år til år. Men typisk er der mellem 60 og 90 poster. Det lyder af mange og de fleste patruljer når langt fra dem alle. Patruljen bestemmer selv hvilke poster de vil gå efter. Der er er intet krav om at halvdelen af posterne skal nås, eller at de skal tages i en bestemt rækkefølge.
Hovedparten af posterne er ubemandede. Her skal patruljen tjekke ind ved at opholde sig på postens placering og derefter får patruljen adgang til at besvare posten – dette sker online – så straks efter at der er tjekket ind på posten kan patruljen gå videre og besvare posten senere eller mens I går rundt mellem posterne.

Andre poster er bemandede – disse poster har kun åbent i et bestemt tidsrum, så det skal planlægges med ind i jeres rute, hvis I vil deltage i disse poster. Bemandede poster giver typisk flere point end ubemandede, så de er værd at prioritere højt.

Hvem kan deltage

Spejdere fra alle spejderkorps kan deltage, så længe patruljen er juniorer eller større. Løbet er som udgangspunkt det samme, uanset hvilken aldersgruppe patruljen er i.
Skoler – f.eks. efterskoler med outdoor linje kan også deltage. Eleverne skal gå i 8. – 10. klasse. Det er ikke et krav at holdet er en del af en outdoor linje for at kunne deltage, men lidt kendskab til at gå efter kort vil være godt, samt adgang til det nødvendige grej for at kunne deltage.
Løbet er inddelt i 3 puljer, så den enkelte patrulje kun konkurrer med andre spejdere/deltagere i samme aldersgruppe:

Juniorer – 10 – 12 år

Troppen – 12 – 16 år

Seniorere/Rovere – 16 år+

Dvs. at der findes 3 vindere af løbet – en fra hver aldersgruppe. Der er lidt enkelte forskelle på hvad hvert enkelt niveau må og ikke må, dette kan der læses mere om i reglerne.

Historien bag

24 Silkeborg blev startet i 2012, som en slags gensynstur efter Spejdernes Lejr for spejderne i Silkeborg området. Dengang var løbet kun for troppen og konceptet har også udviklet sig en del igennem årene, men grundprincippet med at skulle finde poster og undgå at blive fanget har altid været det samme.

Sidenhen har vi udvidet til at invitere spejdere fra vores nabokommuner, divisioner og områder med også, til at vi nu udbyder løbet for spejdere i hele landet.
Vi oplevede en stor interesse og måske lidt misundelse fra de juniorer der så til at de større spejdere skulle afsted, så derfor udvidede vi også med juniorligaen.

Mange af dem som deltagere som fangere er selv tidligere tropsdeltagere – men mange havde stadigvæk lyst til at være deltager og samtidig kunne vi heller ikke nødvendigvis tage alle ind som fangere, da der så vil være for mange. Derfor blev der også udvidet med senior/roverligaen.